Vitaminer og mineraler
Effekten af forskellige vitaminer og mineraler er oprindelig beskrevet af forskere, som opdagede, at en bestemt sygdom skyldes mangel et bestemt vitamin eller mineral. B1-vitaminet (Thiamin) blev i 1911 beskrevet af forskeren Casimir Funk, som opdagede, at mangel på dette vitamin var årsagen til den mystiske nervesygdom beriberi (Se artikel fra Sundhed Plus her). Tilsvarende opdagelser er gjort for de fleste andre vitaminer og mineraler.
Forskningen har de seneste 3-4 årtier vist, at hjerte-kar-sygdomme og kræft bedre undgås, hvis man har et normalt niveau af blandt andet B6-vitamin (Pyridoxin), B9-vitamin (Folinsyre), C-vitamin, E-vitamin, Selen, Jern og Zink.
Der er samtidig udført en lang række store forsøg for at undersøge den mulige, gavnlige effekt på sundheden ved at tage forskellige tilskud med vitaminer og mineraler. De fleste af disse forsøg har ganske overraskende vist, at der IKKE er en generel, gavnlig effekt på sundheden. Tværtimod kan indtagelse af nogle vitaminer og mineraler øge risikoen for dødsfald!
Den seneste forskning har vist, at virkningen af mange vitaminer og mineraler ændres radikalt, når dosis bliver for høj. I normal dosis er vitaminets eller mineralets virkning antioxidant og beskytter mod det oxidative stress. Når niveauet af vitaminet eller mineralet bliver for højt, bliver virkningen pro-oxidant og der sker derfor en beskadigelse af cellens proteiner, fedtsyrer og DNA.
Fedtopløselige vitaminer
Det har i mange år været kendt, at man skal være varsom med indtagelse af de fedtopløselige vitaminer. Når man indtager for meget, ophobes disse vitaminer i kroppen og giver anledning til en række bivirkninger. Udskillelsen af de fedtopløselige vitaminer tager flere måneder, når man først har fået for meget.
D-vitaminet er et fedtopløseligt vitamin, som er vigtigt for både kvindens og mandens fertilitet. Hvis du tror, at du har mangel på D-vitamin, er det vigtigt at få foretaget en test hos lægen. Ved udtalt mangel på D-vitamin er det nemlig nødvendigt at tage en meget stor dosis D-vitamin. At tage en stor dosis D-vitamin uden at vide, at du mangler det, kan føre til forgiftning. Det er ikke muligt på forhånd at sige præcis, hvilke bivirkninger en overdosering kan føre til. Et dansk studium fra 2015 viste, at overdosering med D-vitamin kan føre til pludselig dødsfald som følge af hjerte-kar-sygdom.
Vandopløselige vitaminer og mineraler
I modsætning til de fedtopløselige vitaminer udskilles de vandopløselige vitaminer og mineraler hurtigere fra kroppen. Blandt andet udskilles de vandopløselige B-vitaminer hurtigt. Når du eksempelvis tager en pille med B-vitaminer, bliver din urin mere gul næste gang, du tisser. Den gule farve skyldes B2-vitaminet (riboflavin).
Mange af de nye kosttilskud indeholder meget høje doser med forskellige vitaminer og mineraler. Tidligere har bekymringerne for overdosering med vitaminer især gået på de fedtopløselige vitaminer. Man har hidtil troet, at de vandopløselige blev udskilt så hurtigt, at overdosering ikke var mulig. Nogle af de nye kosttilskud indeholder doser, som er over 1000 % af anbefalet daglig dosis. Dette har ført til, at flere patienter er blevet forgiftet med blandt andet de vandopløselige B-vitaminer.
Plantebaseret antioxidanter
En række af de nye kosttilskud indeholder forskellige typer af plantebaserede antioxidanter. Ofte er der ingen dokumentation for dosering eller gavnlig effekt på sædkvalitet og DNA-skrøbelighed. En undtagelse er dog det danske produkt Punalpin®. Se omtale af Henrik Byrial Jakobsen (her).
SPZ Labs anbefaling
En alsidig kost dækker de fleste vitaminer og mineraler. Hvis du ønsker at tage et tilskud, anbefaler vi en almindelig multitablet med vitaminer og mineraler. Dette kan eksempelvis være APOVIT Multi, som du køber på apoteket. Vi anbefaler, at du supplerer dette med Coenzym Q10 (100 mg/dagligt). Selvom du ofte spiser fisk, er det desuden tilrådeligt, at du tager et tilskud med fiskeolie/Omega-3.
Hvis du igennem flere år ikke har taget nogle præparater med vitaminer og mineraler, kan du overveje at tage to multivitamin tabletter dagligt i en periode på maksimalt 3 måneder. Hvis du tager APOVIT Multi, svarer det til 200 % af anbefalet daglig dosis.
For at opnå korrekt dosering D-vitamin bør du kontakte din læge og få foretaget en blodprøve. Ud fra resultatet af denne test kan lægen beregne præcis, hvor meget du skal tage for at få korrigeret en eventuel mangel.
Hvis du er bekymret for din forsyning med vitaminer, mineraler og fedtsyrer kan det være en god idé at få foretaget en generel screening. SPZ Lab har et samarbejde med et laboratorium i London, som foretager VMF-testen, hvor niveauet af vigtige mikronæringsstoffer undersøges.