Reagensglasbefrugtning (IVF)

Ved reagensglasbefrugtning foregår befrugtningen i en petriskål i laboratoriet. IVF er forkortelsen for In Vitro Fertilisation.

Når IUI-behandlingen ikke fører til graviditet, kan årsagen være, at sædcellerne ikke er i stand til at gennemføre befrugtningen. Tilbage i 70’erne var forskerne derfor interesseret i at udvikle en metode, så befrugtningen kunne overvåges i laboratoriet og det befrugtede æg efterfølgende kunne sættes op i kvindens livmoder. Den første succesfulde reagensglasbefrugtning blev gennemført i 1978. Metoden er siden blevet en succes og anvendes hyppigt, når kvinden har dårlig passage i æggelederne eller manden har nedsat sædkvalitet.

Hormonbehandling og udtagning af æg

IVF-behandlingen er for kvindens vedkommende væsentlig mere omfattende end insemination. Kvinden skal behandles med hormoner, som stimulerer æggestokkene til at udvikle flere modne æg på én gang. Ved udtagning af æg skal kvinden have smertestillende, og æggene udtages med en nål, styret ved hjælp af ultralyd. Der udtages typisk 8-10 æg per behandling.

Befrugtningen
Ved IVF sker befrugtningen i laboratoriet ved, at der til hvert æg tilsættes cirka 100.000 sædceller. Sædprøven er forinden oprenset på samme måde som ved inseminationsbehandling.

For at kunne befrugte er det afgørende, at sædcellerne er gode til at slå med halen og samtidig kan frigive de enzymer, som er i hætten (akrosomet) forrest på sædcellens hoved. Ved IVF opnås i gennemsnit befrugtning og udvikling af cirka 60 % af de udtagne æg.

Dyrkning og oplægning af æg

Efter befrugtningen dyrkes æggene i en inkubator, som er en avanceret varm ”rugekasse”. Efter et par dage kan man se, om de befrugtede æg (som nu kaldes embryoner) har delt sig. Embryonerne vurderes med hensyn til, om udviklingen er normal. Kun de bedste udvælges til oplægning eller eventuel nedfrysning til senere brug.

Oplægningen af befrugtede æg (transfereringen) sker normalt to eller tre dage efter, at æggene blev taget ud. Oplægningen sker med et plastikkateter. Der oplægges ét eller to æg. Kvinden modtager efterfølgende hormon behandling i 14 dage.

Når ægget ikke sætter sig fast

For sædcellernes vedkommende er strabadserne ved IVF-behandling langt mindre end den lange svømmetur, de må gennemføre, når der er tale om et samleje eller insemination i livmoderen. Det svarer til at reducere et maratonløb til et 5 km løb. Sædcellerne skal dog stadig være gode til at slå med halen og frigive enzymerne i hætten (akrosomet) forrest på sædcellens hoved. Det er nødvendigt for at sædcellen er i stand til at befrugte ægget.

Hvis kvinden har lukkede æggeledere, er IVF-behandling en god løsning, som samtidig sikrer at befrugtningen og den tidligere udvikling af ægget kan følges.
Selvom den tidlige udvikling af ægget er fin, er det dog kun cirka halvdelen af oplægningerne af æg, som resulterer i en blivende graviditet. Et hyppigt problem er, at det befrugtede æg ikke sætter sig fast i livmoderen. Derfor bliver graviditetstesten aldrig positiv. I nogle tilfælde opnås graviditet, men denne afbrydes af en spontan abort.

Der er flere årsager til, at det befrugtede æg ikke sætter sig fast. En af de hyppige årsager er, at sædcellens DNA kan blive beskadiget under befrugtningen, hvor sædcellen har behov for at producere meget energi til at slå med halen. Hvis der er tale om ganske få skader på sædcellens DNA, kan ægget reparere disse efter befrugtningen. Mere omfattende skader betyder dog, at det befrugtede æg ikke er levedygtigt.

Til sammenligning med IUI-behandling er graviditetschancen ved IVF væsentlig højere, hvis sædcellernes DNA er skrøbeligt. Årsagen er, at sædcellerne undgår den lange svømmetur gennem livmoderen. Det betyder, at kravet til deres energiproduktion er mindre og, at beskadigelse af DNA’et derfor er mindre sandsynlig.