Når ægget ikke sætter sig fast

Når det befrugtede æg ikke sætter sig fast i livmoderen (implantationen fejler) giver det anledning til forundring:

Befrugtningen er gennemført og den første udvikling af embryonet er gået fint. Hvorfor ender det så alligevel galt?

Kvinden føler ofte, at det er hende, som ikke kan holde på de befrugtede æg. Forklaringen skal dog ofte findes hos manden.

Læs hvordan Louise og Lars og andre par er blevet hjulpet til vellykket graviditet

Årsager hos kvinden

I forbindelse med reagensglasbefrugtning og mikroinsemination er det naturligvis kun de bedste befrugtede æg, som lægges op i livmoderen. Selvom udviklingen af de befrugtede æg i laboratoriet er fin, udelukker det ikke at ægget kan gå til grunde efter oplægningen.

En af de hyppige årsager er, at der er kromosomfejl på ægget (aneuploidi). Ægget er derfor ikke levedygtigt. Problemet ses mere hyppigt med stigende alder hos kvinden. Hos nogle fertilitetsklinikker i udlandet testes antallet af kromosomer i de befrugtede æg rutinemæssigt, når kvinden er over 35 år.

Årsager hos manden

Hos nogle mænd kan årsagen være sperm aneuploidi (fejl i antallet af kromosomer). Dette ses dog meget sjældent og kun, hvis manden har meget lav sædkvalitet.

Den hyppigste årsag hos manden er, at sædcellens DNA er skrøbeligt. Uanset om befrugtningen gennemføres ved IVF eller ICSI-behandling er der risiko for, at DNA’et beskadiges (fragmenterer). Skaderne på DNA’et kan repareres af ægget efter befrugtningen, men ændringer i DNA-koden (mutationer) kan være fatale for det befrugtede æg.
Det er sjældent at den tidlige udvikling af ægget påvirkes i laboratoriet. Det hyppigste resultat er derfor, at ægget efter oplægning i livmoderen ikke sætter sig fast. I nogle tilfælde opnås der graviditet, som dog ender med en spontan abort.

Uanset kvindens alder bør manden altid undersøges grundigt, når resultatet af IVF eller ICSI skuffer.
En SDI®-test kan afklare problemet. SPZ Labs tal på mere end 10.000 mænd, hvor parret var i IVF eller ICSI behandling, viser, at 52,3 % havde øget eller høj DNA skrøbelighed.