Beskadigelse af DNA og reparation
I kroppens celler er det en helt naturlig proces, at DNA’et går i stykker og bliver repareret. Cellernes produktion af energi er hovedansvarlig for de mange skader, der opstår på DNA’et.
Cellerne indeholder heldigvis også enzymer, som hjælper til at beskytte og reparere DNA’et.
Under tiden opstår der fejl i den genetiske kode, når reparationen af DNA’et ikke er helt korrekt. Disse fejl kaldes også mutationer og bidrager til at vi ældes.
Sædceller kan ikke reparere DNA
I modsætning til de andre celler i kroppen kan sædcellen ikke reparere DNA. Det er derfor afgørende, at sædcellens DNA er pakket så godt, at det er beskyttet mod beskadigelse.
For at nå frem til ægget og befrugte det, er sædcellen nødt til at svømme, og derfor skal den lave en masse energi. Hvis DNA’et er skrøbeligt, bliver det derfor beskadiget inden ægget er befrugtet.
Ægget har heldigvis de nødvendige enzymer til at reparere små skader på sædcellens DNA.
Skader, hvor der kun er brud på den ene streng i DNA’et, kan ægget godt reparere. Men hvis der er mange skader, så opstår der risiko for mutationer, som vil kunne påvirke fosteret.
Store skader på sædcellens DNA, hvor begge strenge i DNA’et er knækket (dvs. fragmentering), vil næsten altid medføre, at det befrugtede æg dør.
Graviditeten udebliver eller der opstår en spontan abort
Skrøbeligt vs. fragmenteret DNA
For cirka 20 år siden, var den almindelige opfattelse, at mandens fertilitet afhang af antallet af sædceller og om de kunne svømme. Beskrivelsen af DNA fragmentering var et paradigmeskifte i opfattelsen af mandens fertilitet.
Forskerne troede de første år, at nogle sædceller indeholdt intakt DNA, mens andre havde fragmenteret DNA. Derfor var der stor interesse for at kunne udvælge sædceller uden fragmentering.
I 2010 kom der så et nyt paradigmeskifte, som kastede helt nyt lys over dette område: DNA fragmentering skyldes i virkeligheden, at sædcellernes DNA er skrøbeligt.
Hvor forskerne troede, at de skulle fokusere på den fragmenterede DNA – som svarer til toppen af et isbjerg – så findes problemet i stedet i den skrøbelige DNA, som svarer til den del af isbjerget, som er under vandoverfladen.
